MEDLEM

31. oktober 2011

café-eftermiddag den 31. oktober

Mandag den 31. oktober afholdt Roskilde Lærerforening et cafemøde om efterløn og pension. Mødet skulle holdes i foreningens mødelokale på Møllehusvej 8. Men på grund af stor tilmelding, så valgte foreningen at flytte mødet til Oktavia på Slagteriskolen.- En rigtig god ide da ca. 80 deltog i mødet.

Den første halve time fortalte Susanne Bjerrum fra lærernes A-kasse om efterlønsordningen, hvor hun blandt andet fortalte om fordele og ulemper ved at gå som 60 årig eller senere. En af hendes mange pointer var, at der er økonomisk forskel på at gå som 60 eller 62 årig, men at efterløn er en mulighed der i høj grad handler om livskvalitet og ikke kun økonomi.

Efterfølgende fortalte Anker Andersen fra Lån & Spar om de økonomiske muligheder for at planlægge livet når man forlader arbejdsmarkedet. Han gjorde det også klart at udover de økonomiske forhold, så afhænger livet som pensionist i høj grad også om ens behov for at opnå god livskvalitet.

Efter ca. fem kvarter deltes de deltagende i to grupper.  Tjenestemændene (ca. 2/3 af deltagerne) blev tilbage og de overenskomst ansatte (ca. 1/3 af deltagerne) gik til et andet lokale.

Her fik de to forskellige pensionsgrupper en orientering om de særlige forhold der gælder for dem.

Roskilde Lærerforening har efterfølgende fået god respons på arrangementet og overvejer at gentage arrangementet om to til tre år.

Peter Hansen